Den nye lufthavn ved Istanbul får tulipaninspireret kontroltårn

11. Jan 2016
by BusinessClass

Istanbuls nye lufthavn åbner i løbet af 2018, og nu har man fundet det team som skal designe det nye kontroltårn. Den nye lufthavn projekteres lige nu i området Arnavutköy, beliggendes i den europæiske del af metropolen Istanbul, en kæmpe storby med vokseværk og hvor der nu bor omkring 15 millioner mennesker. Mange kendte designere og designhuse kæmpede om at få opgaven, men det endelige valg faldt på det forslag som kom fra det amerikanske firma AECOM i samarbejde med det italienske designhus Pininfarina fra Torino - som jo er verdenskendt bl.a for sit arbejde indenfor bilindustrien.

Det vindende forslag fra AECOM og Pininfarina Foto: IGA

“Det nye kontroltårn har hentet inspiration fra tulipanens organiske former, og designarbejdet fra AECOM og Pininfarina harmonerer fint med det formsprog vi arbejder med i den nye lufthavn" fortalte Yusuf Akçayoğlu, CEO hos IGA, lufthavnens kommende operatør. Den nye lufthavn skal blive en af de allerstørste i verden, og kontroltårnet vil også være højt - 96 meter som kan sammenlignes med tårnet i Kastrup som er 70 meter højt - og udformet i en slags tulipanformet elliptisk kurve. Tulipaner har i århundreder været en blomst associeret med Tyrkiet. Det botaniske familienavn for tulipaner er "tulipa", og familienavnet stammer sandsynligvis fra de tyrkiske ord "tulbend" og"turban" som jo løgblomsten ligner meget.

Her vil den nye lufthavn ligge ved Istanbul

Jennifer Dixon er topchef hos AECOM og ansvarlig for firmaets aktiviteter i Europa, Afrika, Indien og Mellemøsten, og han fortalte videre: "Da vi besluttede at være en del af processen og konkurrencen, havde vi en ambition om at kunne kombinere den dynamik og lad os sige romantik som Pininfarina er så kendt for - ikke mindst fra bilindustrien - med vores knowhow til de krav luftfartsindustrien stiller. Sammen laver vi et kontroltårn som både er funktionelt men også inspirerende at kigge på".

Den kommende lufthavn set fra luften om nogle år Foto: Nordic Architecture

Istanbul New Airport skal blive verdens største lufthavn målt i rejsende, planen er at kunne håndtere 150 millioner passagerer. Det er byens tredje internationale lufthavn, men lufthavnen Istanbul Atatürk lukker, så snart den nye lufthavn er i brug.

More from BusinessClass.com