Redaktionen
Medlem

Hard Rock International åbner endnu et nyt hotel i Europa. Det sker på Tenerife i 2016, og hotellet får hele 624 værelser.
Det første hotel Hard Rock-gruppen åbnede i Europa var på Ibiza, hotellet åbnede i april tidligere i år. På Ibiza-hotellet findes bl.a restauranten Sublimotion, der af kæden stolt bliver omtalt som “verdens dyreste restaurant”. Det nye hotel på Tenerife laves sammen med Palladium Hotel Group, og hotellet vil have en fin placering med udsigt over havet.

Skitse: sådan vil det nye hotel på Tenerife se ud Foto: Hard Rock International
Når hotellet åbner i løbet af efteråret 2016 er det meningen at der både skal være noget at komme efter for familier og for voksne par. Totalt vil der som sagt være 624 værelser, men 266 af dem vil være suiter. Hotellet bliver delt op i to sektioner: Oasis og Nirvana. Hotelkæden skriver i en pressemeddelelse at man vil tilbyde “modern indretning og flotte faciliteter som vil summe af god stil og energi”. Hard Rock har jo en enorm samling af instrumenter, tøj som forskellige kunstnere har brugt og andre ting fra den moderne musikhistorie, og planen er at bruge ting fra samlingen også på det nye hotel på Tenerife.
Etagerne 14, 15 og 16 i Nirvana-tårnet vil blive forbeholdt et specielt publikum. Området vil hedde “The Rock Royalty Level”. Her kan man checke ind og føle sig som en rockstjerne – blandt andet vil der være en privat concierge-service tilgængelig. Hvis du har penge nok, hvad med at bestille en overnatning eller to i “The Rock Star Suite”? Her får du 154 m2, flot udsigt over havet fra din egen terrasse med glasvægge, en stue på 50 m2 og et soveværelse hvor du måske vil føle dig en smule som The King, Madonna eller Mick Jagger. For gæster som har bestilt overnatning på “The Rock Royalty Level” vil der være en privat lounge på 16. etage.
Faciliteter på hotellet inkluderer tre swimmingpools, en saltvandslagune og en scene i receptionsområdet, hvor man fra tid til anden vil afholde koncerter og happenings. På hotellet vil der også være et spa, træningsfaciliteter, en Hard Rock-butik og en børneklub for de lidt yngre hotelgæster.
Der vil være mulighed for at afholde konferencer og møder, man planlægger konferencefaciliteter for op til 525 deltagende.
Som altid på Hard Rock-hotellerne vil der være gode muligheder for at få noget at spise og drikke: hele seks restauranter og seks barer vil man kunne vælge mellem. Vælg mellem tapas, det asiatiske køkken, steakhouse, buffet, sportsbaren eller sky lounge-baren oppe på toppen af hotellet.

Læs mere »